Miraklet med de nyfødte.

"Min bror kom først hjem efter 2 dage. Min mor var syg af bekymring, for vi havde alle set omfanget af jordskælvet."

Bernardo tager en slurk af sin kaffe. Vi sidder på The Coffee Factory og drikker en af de kopper kaffe jeg vil huske. Den smager himmelsk, og er ledsaget af en udsigt til Museo De Belles Artes midt i Mexico City.

Bernardo fortæller mig om den septemberdag for snart 24 år siden, da Mexico City blev ramt af et 8.1 richter jordskælv. Op mod 30.000 mennesker mistede livet, og 250.000 blev gjort hjemløse.
Bernardos bror havde hjulpet til med at grave mennesker ud, og administrerede listerne med døde. Bernardo selv var løbet op efter sin skoletaske på sit værelse, da jordskælvet indtraf. Han kom dog hurtig ud af huset igen. Bernardo peger forskellige steder hen i byen. Der lå Conjunto Pino Suárez, der lå Hotel regis, der lå Hotel Prado. Enorme bygninger der sank sammen og slog mennesker ihjel.

Midt i byen lå Hospital Juarez, et hospital der kollapsede under skælvet. Efter 8 dage blev samtlige nyfødte børn gravet frem uskadte. Alle børnene mistede deres mødre. Børnene er blevet kendt som Mirakelbabyerne, og har alle en beskyttet identitet af frygt for, at de bliver gjort til genstand for religiøst vanvid.

Jeg tager en tår af min kaffe. Historien rør mig, for jeg husker jeg læste om jordskælvet dengang. Da rørte det mig ikke så meget. Det var langt væk, og det jeg bekymrede mig om dengang, var atomkrig og min egen overvægt. Men nu har jeg venner her. Og jeg ved at når naturen knurrer er der ingen der ved hvad, og hvor meget der vil ske.

Jeg glæder mig til at komme tilbage til Danmark, hvor hovedstaden er på størrelse med et mexicansk parkeringshus, og hvor konsekvensen af et jordskælv er en død kat og en morgenkaffe der skvulper over.

Surf.

Jeg ligger og venter. Solen staar hoejt, men der er ikke varmt. Lyset skaerer i mine oejne, og jeg har besvaer med at se det der nu kommer imod mig. Det er hoejt, det er vaadt og det har en fantastisk underholdningsvaerdi. Hvis man goer det rigtige.
De andre er meget mere rutinerede end mig. Jeg tror de er irriterede paa mig. For unge mennesker med erfaring, er en aeldre nybegynder altid en torn i suppen. Men jeg er ligeglad, for nu er det min tur til at have det sjovt. Boelgen begynder at krumme sig 3 meter over mig. Pludselige bliver jeg loeftet op. Jeg padler som besat, og jeg kan maerke vandet tage fat i mit braedt. Perfekt! Jeg har aldrig skudt saaden en fart paa vandet uden motor. En af 'de yngre' flyver forbi mit ansigt, en halv meter foran mig. Godt han ved hvad han goer, for det goer jeg naesten ikke. Og lige nu er jeg ligeglad. Boelgen baerer mig naesten helt ind paa stranden.

Vi er i Puerto Escondido ved Stillehavet. Et surferparadis. Der er strandstraekninger der er forbudte for nybegyndere som jeg. Det er her profferne viser hvad de dur til. Og de dur til det!!! Jeg har aldrig set saa kolossale boelger live foer.
10-20 meter fra strandkanten sidder en fyr i rullestol. Han surfede ogsaa engang, men en dag gik det galt. Nu sidder han og fotograferer sine venner. Han ser traet ud.

Det store spring fremad.

Richard underviser i meditation. Han er paa tur med sin gennemtatoverede veninde, Lugiana, gennem Mexico. Vi sidder paa en restaurant i Palenque og taler nogle ting igennem. Han har vaeret software-udvikler i San Francisco i 25 aar, men sagde sit job op, da han blev truet paa livet af en kollega . Jobbet var ogsaa ved at blive stresset. Han virker meget rystet, men er ogsaa ved godt mod. Han siger at min evne til at komme i kontakt med andre mennesker, er helt ny for ham (tak Richard, den er ogsaa ny for mig.) Han haaber han kan blive lige saa god til det, nu han har sluppet taget med sit gamle, rutinpraegede liv som loenmodtager. Jeg fortaeller ham, at paa denne tur er der gaaet en hel del op for mig. Blandt andet at spoergsmaalet 'hvor er du fra?' har aabnet en verden op for mig. Normalt hader jeg klicheer, men dette spoergsmaal er saa dyrebart , saa ligetil, og saa tilnaermende, at du faktisk ikke behover mere.

Han fortaeller mig, at han er i en tilstand af chock, efter at ha' afbrudt et godt, trygt liv, og nu har taget et spring ud i det ukendte. Jeg forstaar ham godt. Det kraever mod. Vi bestiller en oel, og en tequila. Jeg bilder ham ind, at det er godt for maven . Tequila . Han tager det til sig, og beatiller en til.
Lugiana dukker op. Hun har nogle imponerende tatoveringer over hele kroppen. Hun har kropsbygning, og ansigt som en mand. Hun fortaeller, at hun har vaeret jagerpilot inden hun slog sig ned som tatovoer i San Fransisco. Hun ser lukket ud, men naar hun smiler aabner hun hele verdenen op. Vi faar en tequila til . Det varmer. Vi sidder i junglen, saa varme er ikke hvad vi har brug for . Ude i det fjerne kan vi hoere broelaberne raabe det saedvanelige. Overfor mig sidder en mand, der har taget et stort spring. Han ser det ikke selv, men jeg ved det nok skal gaa. For han har en vilje og et oenske om at omfavne hele verdenen.
Inden jeg smutter giver jeg haand, og oensker ham tillykke med det nye liv.

Min mor har steneren paa.

Alt gaar som smurt. Jeg moeder min mor i San Christobal De Las Casas, en lille perle af en by i delstaten Chiapas. Jeg har allerede vaeret her i 2 dage, for at finde et hotel, og laere gaderne at kende. Det gaelder om at vaere beredt naar min mor ankommer. For hun er nysgerrig som bare f......
Vejret er mildt om dagen , og ganske koldt om aftenen, saa det gaelder om at have vinter/sommer toej paa. Men sikke en by. Den har alt; historiske bygninger, moderne kosmopolitisk atmosfaere og en allerh....... god kaffe. Det lykkes mig at drikke saa meget kaffe, at min mave goer knuder. Men det goer min mor ikke. Jeg havde forventet at moedet med en kultur saa anderledes ville udmatte min mor, men hun kaster sig over byen, med en sjaelden set iver. Jeg har stiftet bekendtskab med et par hollaendere , nogle englaendere og en italianer, der alle synes min mor er sej og frisk. Og jeg maa give dem ret. Hun er sgu sej.
4 dage efter tager vi til Palenque. Jeg var der jo for en maaned siden, og vil gerne vise min mor ruinerne her. Nu er det tredie gang jeg ser dem, saa jeg kan ikke rigtig moenstre den samme begejstring som min mor. Hun er jo parat til at tage dem med hjem. Hun skal nemlig ha' lagt lidt sten i sin have. Til pynt. Og jeg har lovet hende det. Hun spoerger om ikke jeg kan inspireres lidt af ruinerne. Klart mor; lidt Indian-style i Ballerup ville maaske ruske lidt op i forstadsslummeren.

Jordskaelv.

Jeg har lige lagt mig med en bog. "Light in August" af William Faulkner. En roestende bog om racisme og radikal kristendom i Mississippi i starten af 1900-tallet. Jeg havde lige lagt mig med den, da jeg hoere en dyb rumlen. Jeg tror foerst det er et par biler der passere forbi udenfor. Men det gaar hurtigt op for mig, at bilerne maa vaere ganske store, for sengen ryster.

Jeg har aldrig vaeret ude for et jordskaelv foer (jeg sov under vores danske naturkatastrofe i vinters), saa jeg bliver en smule bange. Rystelserne vare ved i 15 sekunder. Jeg har lige rejst mig op, da der kommer et voldsomt ryk der faar sengen til at flytte sig, og huset til at give sig i et kort, dybt knirk. Rykket giver mig lyst til at sk... i bukserne, og instinktivt gaar jeg ud af vaerelset og ud paa gaden. Jeg er bange for at det store ryk er forvarsel om noget endnu mere voldsomt.

Saa staar man der, i bar overkrop og lidt hvid i hovedet, som den eneste ude paa gaden. En gammel mand kommer gaaende. Han smiler af mig og siger;

No peligroso. Sueño firmemente.

Hvilket betyder noget i retningen af "Ingen fare, sov soedt". Og det maa jeg saa stole paa. Jeg gaar ind igen og laegger mig. Uden at laese.

Den nat dirrer billederne i mine droemme.

Fra soldat til helt.

Carlo advarer mig om at gaa den vej jeg har gaaet en del gange foer. Han siger San Pedro er farlig, og at der bliver skudt mennesker hver uge. Det undrer mig. Jeg har vaeret her i over en uge nu, og der er da kun blevet skudt en.

Carlo er tidligere soldat. Under borgerkrigen slog han aldrig kvinder og boern ihjel. Det var der andre der gjorde. Carlo var ekspert i spraengstoffer. Han blev brugt til at udlaegge miner og springe broer i luften. Og afmontere bomber.

Jeg moedte ham i San Juan, nabobyen til San Pedro. Han er konsulent for en gruppe kvindelige vaevere der har startet en sammenslutning. De eksportere textiler til markeder i USA, uden om dyre upaalidelige mellemmaend. Deres sammenslutning soerger for at betale laegehjaelp og juridisk hjaelp til omraadets fattige. Jeg var der for at koebe gaver, og haelde lidt penge i deres kasse. Jeg fik lyst til at skrive en artikel om det. Det lyder lidt som en god solstraalehistorie. Jeg fortalte det til Carlo, og han syntes det var en god ide. Saa vi aftalte at moedes senere paa en bar. Saa ville han fortaelle mig alt.

Saa nu fortaeller han mig alt. Om sig selv. Og han har meget at fortaelle. Han har vaeret gift 3 gange, har 2 boern, var DJ i 70'erne foer han blev soldat. Uden at jeg spoerger fortaeller han mig, at det ikke er saa svaert at slaa et menneske ihjel, naar foerst man har gjort det en gang. Han understreger over for mig, at han er en fredelig mand idag. For at understrege sin pointe fortaeller han mig, at da han opdagede at hans kone nr. 2 havde en affaere, slog han ikke fyren ihjel. Han gave ham bare bank.

Idag er Carlo ikke bare konsulent for kvinderne i San Juan, men ogsaa for en del andre udviklingsprojekter i omraadet. Han er ved at starte en dykkerskole, og har selv dykket siden sin tid i millitaeret.

Min historie taler vi ikke meget om. Jeg lader Carlo snakke, for det har han brug for. Da Carlo siger farvel advarer han mig endnu engang om den farlige by, San pedro. Jeg siger til ham, at han skal tage det helt roligt. Jeg er nemlig fra Noerrebro i Danmark. Der render der en flok ustyrlige teenagere rundt med vaaben de ikke engang har laert at stave til.

Fra San Prut til San Trut

Nogen siger det tager 10 aar at laere at spille et instrument. Saa det lyder rigtigt godt. Her i San Pedro er der mange der gerne vil laere at spille et blaeserinstrument. Og de fleste har mindst 9 aar, 8 maaneder og 9 dage tilbage foer det lyder godt. Mindst.

Min nabo er lige begyndt. I skrivende stund har han lige fundet nogle overtoner. Det lyder som Coltrane paa daarlig polsk speed, og kunne hjaelpe Johannes med at goere hans aabenbaring mere....faretruende. I aabenbaringen kommer der hagl, ild, blod, store stjerner og bjerge der styrter i havet etc, etc., hver gang en engel trutter i basunen. Men min nabo...han kunne ogsaa soerge for, at jordens sidste timer ville blive indhyllet i doedeligt irriterende stoej. Hvem ved...det kan vaere han er en ny Coltrane om 50-60 aar.

Jeg var ude og gaa imorges. Til et flot udsigtspunkt i naerheden. Dvs..det var ikke i naerheden, og tilsidst maatte jeg kravle. Men det betalte sig. Udsigten var fantastisk.